BRE (21 of 27)

Hold op med at glæde jer til samarbejdet og kom i gang!

Danske interesseorganisationer har siden Mette Frederiksen offentliggjorde sin ministerliste i juni skrevet ”Tillykke minister xxxx. Vi glæder os til samarbejdet” så mange gange, at det tangerer åndelig dovenskab. Og flere af interesseorganisationerne med så dårlig timing, at det vidner om en public affairs- eller kommunikationsafdeling, der allerede var gået på mental sommerferie på valgdagen – man kan fristes til at spørge, om nogen tror, at Dan Jørgensen virkelig kigger på sin telefon og på Twitter de minutter, hvor han er på vej ind til Dronningen med tretten kameraer og tre mikrofoner i hovedet, stresser rundt efter gaver til overdragelsesforretning i ministeriet, og om det overhovedet er muligt for ham at skelne mellem alle de enslydende lykønskninger, hvor han er nævnt, når alle skriver det samme. Af og til virker det som om danske interesseorganisationer har slået automatpiloten til og den kreative hjerne fra, når de bruger sociale medier eller praktiserer digital interessevaretagelse.

Mærkesagerne skal pudses af nu
Hvad kunne man så have gjort som public affairs-ansvarlig i interesseorganisationen, hvis man ikke ville have med den virtuelle kødhammer her på bloggen? Man kunne have brugt sommerferien og dagene efter valgkampen på flere ting, eller skynde sig at få sat arbejdet i gang nu – Man kan sikre sig, at mærkesagerne, de politiske elementer, man gerne vil have et nyt folketing, nye særlige rådgivere, nye ministre og nye konsulenter i partierne til at forstå, at de er knivskarpe, opdateret til de politiske dagsordener valgkampen drejede sig omkring og de elementer, der er antydet i forståelsespapiret. Det er nu, nyvalgte politikere eller konsulenter, rådgivere og politikere på nye poster, med nye ordførerskaber, skal kunne gå ind på interesseorganisationens hjemmeside (eller ved at google, hvis interesseorganisationen har tænkt SEO som middel i interessevaretagelsen) og finde ”ti ønsker til en ny politik”.

Find interessentlisten frem og revidér den
Organisationens interessentliste kan med fordel også få sig en overhaling. Vi er i et stort transfervindue med nye folk på nye poster – også journalister. Praktiserende Lægers organisation har allerede sørget for at få mødet i kalenderen med en journalist, der fortalte i går på Twitter, at han havde fået sit nye stofområde på en stor dansk avis. Public Affairs-folkene i interesseorganisationen skal gerne allerede nu have en tydelig liste med samtlige politikere og konsulenter i partierne med en kolonne over hvilke platforme de kan adressere dem på. Når den nyvalgte S-politikere Bjørn Brandenborg går på Twitter som det første i sin nye folketingskarriere, kan man godt begynde at skrive ud for hans navn, at han kan adresseres på Twitter, og hvilke ordførerskaber han får, eller hvilke udvalg han kommer til at sidde i. Og så kan man i øvrigt begynde at botanisere i, hvor mange fra ens egen organisation han følger, om han læser nogle af de ting, man smider til ham eller foran ham, om han viser interesse, der kan bygges videre på – og finde ud af, hvilke medarbejdere i S-konsortierne der hjælper ham med hans stofområder, og om de følger med i interesseorganisationens faste rytmeslag af lutter kreative input til ham.

brnd

Et gigantisk potentiale
Generelt er det nu interesseorganisationerne skal være vågne og vakse. Folketingsvalget sluttede i juni. Vi sidder med et nyvalgt folketing. Sommergruppemøderne betyder, at ordførerposter skifter hænder – og der sidder politikere med nye stofområder, der skal lære nye interessenter at kende, er modtagelige over for velment hjælp til, hvordan stofområdet skal forstås og ikke mindst, hvilke politiske idéer der kan være på området. Er du lobbyist i en interesseorganisation er det en dejlig pligt at være med til at klæde en ny ordfører på til at forstå historikken eller dynamikken på dit politiske område – ellers er der andre i branchen der gør det. I det hele taget er der et unikt gigantisk åbent vindue for at hjælpe partierne med at udvikle ny politik – Vi har haft en lang valgkamp, og partierne har på godt og ondt fundet ud af, hvor de er svagest, stod forkert, ikke havde luret folkestemningen, eller manglede argumenter. De har oplevet ved den største eksamen, de kan møde, om deres eget pensum var hullet. Lad os skære det ud i pap: Der sidder x antal nyvalgte politikere. De er valgt til partier, der lige har haft den vildeste syretest på, om deres politik holdt vand  – og inden for hvilke områder, der var dagsordensmuligheder, stemmer, medløb eller modvind. Sekretariaterne i partierne har lige nu et tæt på fuldkomment billede af, hvilken politik de manglede på hylderne. Det er nu, der kan skabes relationer, hvor alle får gevinst af det – på tværs af medier, eller nu, hvor man kan trække på relationer, der allerede er skabt. Flere af partierne politikudvikler lige nu – fordi deres konkrete politik er for svag. Du kan med fordel sørge for at pakke det ud for dem – på tværs af medier. Og det skal ske med forståelse af, hvornår det skal siges på et kaffemøde med en opsummerende A4, og hvornår det skal pakkes halvoffentligt ud på Twitter.

Sæt i gang! Du vil opleve, at de dygtigste politikere tager imod den hjælp de kan få. Husk at give dem hele billedet, hvis du vil tages seriøst en anden gang.

 

Skriv et svar